Landsholdet får “ny” hovedsponsor

Dansk MMA Forbund har indgået en sponsoraftale med MMA Galla, der igen bliver hovedsponsor for det danske MMA-landshold.

Aftalen markerer et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af dansk MMA og giver landsholdet stærkere forudsætninger for at bygge videre på de flotte resultater, som Danmark senest har leveret ved EM. Med forbedrede rammer for træning og deltagelse i internationale mesterskaber styrkes fundamentet for både den kortsigtede performance og den langsigtede udvikling.

Formand for Dansk MMA Forbund, Thor Sandberg, udtaler:
“Vi er meget glade for at indgå dette samarbejde med MMA Galla. Det er en stærk partner, som deler vores ambition om at udvikle dansk MMA og skabe de bedst mulige vilkår for vores atleter.”

Hos MMA Galla er ambitionerne klare, og samarbejdet ses som en mulighed for aktivt at bidrage til sportens udvikling i Danmark – både på elite- og talentniveau.

Promotor Otto Knudsen udtaler:
“Vi tager ansvar for udviklingen af dansk MMA – og derfor er vi stolte over igen at stå som hovedsponsor for det danske landshold. Sammen med Nick Barnø og Claus Skjoldborg har vi indgået en sponsoraftale med DMMAF for i første omgang en 1-årig periode. Vores mission er klar: at løfte dansk MMA, skabe en platform for fremtidens stjerner og bringe danske fighters hele vejen til toppen. Nu bakker vi landsholdet op – og vi forventer resultater. Vi glæder os til at følge jer det kommende år. Lad os sætte Danmark på verdenskortet.”

Med en stærk partner i ryggen får landsholdet bedre muligheder for at arbejde kontinuerligt og målrettet med udviklingen – noget der er afgørende for at fastholde momentum fra de seneste internationale resultater.

Landstræner Milan Silva siger:
“Jeg er enormt glad for at DMMAF har sikret et sponsorat, så vi kan fortsætte den gode udvikling. Jeg ser frem til samarbejdet med MMA GALLA.”

Samarbejdet er dermed med til at sikre, at dansk MMA fortsat kan udvikle sig og konkurrere med de bedste nationer i verden – med en klar ambition om at løfte niveauet yderligere i de kommende år.