MMA regelsæt
MMA sanktioneres af DMMAF i Danmark og under regelsæt, der skal følges af den uddannede kampleder, samt vurderes kampe af de uddannede pointdommere ved de danske MMA stævner.
MMA B-klasse (amatør MMA) er hvor amatører kan prøve sporten af med et regelsæt, der er så tæt på det professionelle som muligt.
I DMMAF benytter vi os af IMMAFs regelsæt for amatør MMA. Den nyeste, implementerede, udgave kan til enhver tid findes her: https://immaf.org/events/rules-and-policies/
Dog skal man være obs. på, at IMMAF nogle gange uploader nye regelsæt her: https://immaf.org/about/what-is-mma/#rules – men det er ikke nødvendigvis det regelsæt, der på et givent tidspunkt er implementeret.
Derfor, så er det vigtigt at være obs på hvilket regelsæt der benyttes til DMMAFs stævner (vi bestræber os på altid at benytte det seneste, så længe det giver mening), hvilket man får at vide til regelgennemgangen ved stævner.
Eksempelvis har vi i DMMAF ikke tilladt upkicks til hovedet, men vi har implementeret den nye IMMAF regel omkring såkaldte “oblique kicks”/frontale spark til knæet.
Udspecificeringer omkring regelsættet vil altid blive forklaret til regelgennemgangen ved et stævne.
C-klasse kampe i Danmark minder på mange måder om det, der i gamle dage blev kaldt “Shootfighting”.
I C-klasse kampe er der ingen slag/spark på gulvet og formatet er en smule anderledes.
C-klasse kampe i Danmark består af 2 x 1.5 minut runder, hvor der er 1.5 minut pause imellem.
Begge runder scores samlet, således der bedre kan findes én vinder.
C-klasse kampe fungerer som det bedste format for nye amatør kæmpere, der gerne vil prøve kræfter med sporten, men under mildere forhold.
Junior kampe i Danmark er således også C-klasse kampe – dog er vi endnu mere opmærksomme på kæmpere her, og kan b.la. stoppe en kamp tidligere, hvis kamplederen mener, at kæmperen ikke længere har lyst til at kæmpe eller hvis kamplederen vurderer, at kæmperen er ved at komme til skade.
Reglerne for C-klasse er de samme som for B-klasse (amatør MMA), men med den undtagelse, at der ikke er slag/spark på jorden og at runderne er kortere (og pausen længere).
For regler i C-klasse, se derfor IMMAFs nyeste regelsæt for amatør MMA – og vær opmærksom på regelgennemgangen ved stævnerne.
Anti Doping Danmark
DMMAF er medlem af og underlagt Anti Doping Danmark (ADD). DMMAF følger og håndhæver ADD’s regler om brug af ulovlige stoffer, samt er i aktiv dialog med ADD om eventuelle lovbrud eller problemstillinger omkring samme.
DMMAF henviser alle atleter og klubber, der ønsker at kæmpe MMA i Danmark og på vegne af Danmark i udlandet, til de nationale, samt internationale regler ved Anti Doping Danmark og World Anti-Doping Program på hjemmesiden www.antidoping.dk