DMMAFs bestyrelse har truffet en beslutning om at DMMAFs landshold ikke stiller op til kommende IMMAF turneringer, herunder den kommende “youth” turnering og højst sandsynligt også EM i efteråret.
Beslutningen kommer i kølvandet på en del tumult og sager omkring det internationale MMA forbund, IMMAF, de seneste par måneder. Sager, som sår tvivl omkring det internationale MMA forbund og dets ledelse. For mange til at kunne gå i detaljer i blot et enkelt opslag.
Det er DMMAFs bestyrelses enstemmige holdning, at der er hold i alle anklagerne, som både indbefatter en finansiel, demokratisk og sikkerhedsmæssig karakter.
Det omhandler blandt andet noget som kaldes for “safeguarding”, som er et engelsk udtryk for de forholdsregler, der tages omkring atleters sikkerhed til sådanne turneringer – især i forhold til turneringer, hvor folk under 18 år deltager. Helt konkret, så er der substantielle anklager om, at IMMAF har set igennem fingre med, at en træner fra en af medlemslandene havde fået lov til at fungere som coach og være til stede ved IMMAFs turneringer, herunder deres “youth” turneringer – en coach, som angiveligt skulle være dømt for alvorlige overgreb imod mindreårige. Der forefindes belæg for denne sag, og det er altså ikke blot rygter.
IMMAFs håndtering af hele den her sag har gjort, at DMMAF har set sig nødsaget til at trække sig fra den kommende turnering, men situationen og tilstanden i IMMAF er generelt kritisk.
DMMAF landsholdsudvalg og formanden har naturligvis været i kontakt med vores landstræner, som er enig og helt indforstået med, at vi må træffe den her beslutning.
I samme omgang har vi drøftet muligheden for, at vi kan arrangere landsholdskampe med vores nabolande, som vi har, og altid har haft, et godt samarbejde med.
I en af de kommende dage vil vi dele et opslag, der afdækker IMMAF-sagen set med DMMAFs briller – og samtidig informere klubberne om, hvordan vi som forbund kan besvare alle spørgsmål fra klubberne og afdække sagen til fulde.
